Logo i header

Personlige beretninger om vejen til oplysning.

Min rejse

Som 35-årig tog jeg mig selv i at tænke ”Jeg glæder mig til min pension, så skal jeg leve livet”
Det tog mig lidt tid før jeg opdagede at der var mindst 30 år til pension, og hvis jeg allerede glædede mig da, så var mit liv tomt.

Oplysning fjerner begrænsningens lænker. Det gav mig en eksistentialistisk krise, og jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål som ”Hvem er jeg”, ”Hvor kommer jeg fra”, ”Hvad er meningen med livet” og så videre. Jeg vidste det ikke..
Et eller andet sted undervejs fra barndom til voksen havde jeg mistet ”mig”.

Jeg begyndte at læse og filosofere, for at opdage hvem jeg var og definere den jeg gerne ville være. Jeg syntes ofte der var stor uoverensstemmelse mellem de forskellige trosretningers og filosofiers idealer, og de beskrivelser der var af hvordan folk så levede. Man havde og har et sæt idealer, og så lever man - helt modsat - efter hvad der passer en.

Så læste jeg Guddommelige samtaler 1-3 og forstod at det er et system som er opbygget gennem årtusinder af magtens mennesker. Nogle gange var der tale om stammens ældste, andre gange om præster eller shamaner, som fortolkede skaberens budskaber for de almindelige mennesker, så de kunne forstå dem. Det gav et problem. Pludselig var den største del af menneskene afhængige af et mindretal, for at kunne forstå hvordan et liv skal leves på den ”rigtige” måde.
Sådan er det stadig i dag.

Vi har et samfund baseret på de samme normer og holdninger, som var herskende for årtusinder siden: Kontrol, Mistro, Straf.
Jeg fandt at jeg ønskede et samfund bygget på: Tillid, Belønning, Kærlighed

Jeg begyndte at leve et liv som jeg fandt rigtigt - for mig - uden af den grund at dømme andre for deres livsførelse.
Jeg fandt nye venner, som har de samme indstillinger til livet som jeg.
Min fritid blev interessant og jeg indså at jeg ikke længere så frem til min pension som et højdepunkt - min tilværelse var blevet det jeg ønskede. Jeg havde skabt mit liv på ny.

Jeg er stadig på min rejse mod mere af det jeg ønsker mig, og det finder jeg glæde i hver dag.

Jeg håber alle finder nøjagtig deres individuelle vej.

I lys, liv og kærlighed.

Ejvind